Vær meget fokuseret på din målgruppe. Hav en klar ide om, hvem de er og hvad de laver. Kun på den måde kan du købe de rigtige varer, skrive de rigtige tekster, bruge de rigtige billeder m.m.En god visuel måde at gøre det på er, at opbygge nogle fiktive personer også kaldet personaer eller arketyper. Arketypen er en visuel repræsentant for din målgruppe og den hjælper dig med at holde fokus.

I Jubii arbejdede vi med en hovedmålgruppe der hed piger i alderen 25-35 år. De var veluddannede, med interesse for online shopping, dyrt tøj m.m. Vi byggede så en arketype der hed Nicole 29. Hun var 29 år gammel, hun var single, havde et godt job, var fysisk aktiv og hun elskede at shoppe og gå på cafe.

Vi lavede et “mood map” som bestod af varemærker og produkter hun kunne lide, f.eks. Apple iPod, Starbuck Coffe, Diesel Jeans, Sony-Ericsson, Audi TT m.m. og beskrev hende så godt vi kunne. Vi gik så langt så vi også lavede små film om hende og de blev sendt ud til alle medarbejdere, så alle var helt enige om hvem vi arbejdede for.

Hver gang vi skulle skrive en tekst, vælge et billede, indrykke en annonce eller opbygge en ny tjeneste, så lavede vi Nicole 29 testen. Vil Nicole 29 kunne lide det? Hvis ikke, blev det ikke til noget. På den måde fik vi ensrettet alt og alle medarbejderes tanker gik i samme retning. Dertil var det nemt at sætte eksterne partnere ind i vores tankegang, da vi blot kunne sende dem Nicoles karakteristika.

Grunden til at hun blev valgt, var at hun bruger mange penge online og der ikke var mange konkurrenter der målrettede deres tjenester efter hende. Det gav os en god chance for at komme til at “eje” det segment og samtidig profitere godt på det. Dertil konfliktede hun ikke så kraftigt med de andre besøgende vi i forvejen havde.

Det betød at de tjenester vi byggede til hende, også kunne bruges af mange andre, der ikke lignede hende på en prik. Vi kunne naturligvis ikke kun leve af “Nicole 29’er”, så det var vigtigt for os, ikke at frastøde for mange brugere. Når man markedsfører sig mod en pige på 29, så rammer man f.eks. også alle de unge piger der gerne vil være voksne og alle de kvinder der gerne vil være 29 år igen og det er jo ikke så få.

Så når du har fundet din målgruppe, så lav din arketype. Få lavet en tegning af personen og hæng den op på væggen og lav et Mood Map. Det gør du ved at klippe billeder af produkter m.m. ud af blade og klistre dem på et stykke karton. Når det arbejde er færdigt, så lav syretesten hver gang der skal tages en beslutning.

Husk til sidst, at der praktisk talt aldrig er noget, der er neutralt. Enten er det noget, der er med til at få piger på 29 til at købe dine ting, eller også vil det frastøde dem, så hav en mening om alt!

 


2 kommentarer RSS feed


  1. Bolette 31`er

    Muligvis unødig pedantisk, men alligevel … mon ikke forfatteren mener “lakmusprøve” i stedet for “syretest”?

  2. Martin Thorborg

    Jep, den kommentar var unødvendig ;-)

    Dbh Martin

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites